En af de fisk, der til stadighed har fascineret mig, og som det først i år (1994) lykkedes mig at fange, er barben. Selvom jeg på tidligere ture til England og floden Wensum har gjort en stor indsats for bare at se og fotografere disse smukke fisk, ville skæbnen åbenbart ikke, at jeg skulle nå så langt. Før i år ...

Da jeg sidste jul besøgte mine venner John Bailey & Joy Hurst på Gunton Hall i nærheden af Norwich, foreslog John, at jeg kunne gøre dem følge i juni måned 94, hvor de skulle åbne sæsonen med at fiske barbe (og til dels døbel - forklaring følger) i River Wye i Herefordshire nær ved grænsen til Wales. Jeg behøver vel ikke at fortælle, hvad mit svar blev.

Den 15. juni fløj min kæreste Charlotte og jeg til London Gatwick og tog så bussen til Hereford, da der viste sig at være togstrejke. Vi ankom sent på eftermiddagen til busstationen, hvor vi blev mødt af et par glade ansigter, John & Joy, der fluks kørte os til floden for at kigge på sagerne. Og jeg skal love for, at det var sager ! I de smukkeste omgivelser bestående af skov, marker med flokke af får og bølgende bakker krydsede vi Wye på en gammel stenbro. Den 50 meter brede flod belønnede vore øjne med gin klart vand og langt svajende grøde, streamer weed, hvorunder vi så flere barber gøre kur til hinanden. Deres hvide buge glimtede i takt med mine håb og forventninger til fiskeriet, men som vi alle ved, går det ikke altid som præsten prædiker.

Selvom jeg nok aldrig har været så klar, måtte jeg slå koldt vand i blodet indtil midnat, hvor den engelske open season starter. Tiden blev dog heller ikke spildt, da vi lod os overrisle med god engelsk lager i baren på den lille hyggelige kro, hvor vi var indlogeret. Selvom vi nok godt kan sætte os ind i, at det må være skrækkeligt ikke at kunne fiske hele foråret, så er det helt magisk for engelske lystfiskere at nærme sig den 16. Juni, hvor den triste close season slutter. John Bailey var på det nærmeste i ekstase da vi tæt på midnat kørte ned til floden i bælg ravende mørke. Han havde udvalgt os en hyggelig lille plads på en skrænt halvanden meter over et lovende swim, hvor han i løbet af de foregående dage havde fodret med majs og hamp. Under fodringerne, sagde John, havde der været masser af fisk på pladsen, og det ville undre ham meget, hvis vi ikke allerede i løbet af et kvarters tid havde landet en barbe. Igen må man tage sig i at blive alt for forventningsfuld, og ordene blev da også på sin vis straffet. Vi fik ihvertfald ingen barber på de to timer, vi intenst sad og ventede, men det blev til en af John lidet velkommen døbel på et kilos penge. John Bailey, der ellers er en af de mest tolerante lystfiskere, jeg kender, har absolut intet til overs for døbel, fordi de som regel bliver fanget under fiskeri efter andre arter og efter hans mening spolerer glæden, når man får et solidt hug, og tror det er en barbe. Da vi ikke selv har døbel i danske vande, havde jeg selvfølgelig lidt svært ved at følge ham, så der skulle megen overtalelse og plagen til, før det lykkedes mig at få ham til at posere for mit kamera med hans mest udskældte fisk og et udtryk af afsky i ansigtet.

Den næste morgen klokken seks skinnede solen pragtfuldt, da vi endnu en gang begav os ned til vores "døbel-plads". Straks ved ankomsten så vi barberne lege som gale med højlydte plask i de lavvandede stryg. Med fumlende fingre fik vi rigget grejet op - det bestod af hver vores Drennan Medium Feeder Rod med en forholdsvis kraftig tip. Tip’en er det yderste led af stangen, der fungerer som en quiver-tip, og til stængerne medfølger to i forskellig blødhed. Vi brugte enten Drennan Open End Feeders eller Oval Blockends, fisket glidende med en swirvel som stop. De bedste kroge på turen viste sig at være Kamasan Wide Gape str 10 - 14, og som line brugte vi Drennans Double Strength med en diameter på omkring 0.18. Med hamp og majs i feederen og et par majs eller maddiker på krogen fiskede vi frem til klokken ti uden så meget som et hug, der kunne overbevise os om, at der var barber på pladsen. Til gengæld var barberne kommet i rigtig godt humør ude i strygene, hvor legen var blevet endnu mere hektisk, og hermed gav os forklaringen på den ringe aktivitet ved agnen. Selvom barberne allerede havde været på leg tidligere på året, havde det ekstremt varme vejr åbenbart givet fiskene forårsfornemmelser endnu en gang.

De næste par dage var vejret lige så skønt og barberne lige så uinteresserede i vores ellers meget omhyggeligt planlagte strategier. De plagsomme døbel var til gengæld henrykte over vores foder kampagne. Jeg var lykkelig ved at fange adskillige flotte eksemplarer på op til knap 2 kilo, mens John så på med utilsløret afsky.

Ved flere tilfælde nævnte John en fisk kaldet shad, som tilsyneladende også befandt sig i floden. Jeg fik ikke nogen fyldestgørende forklaring på, hvilken fisk der var tale om andet end, at den lignede en tarpon, blev op til 2 kilo og kunne bedst fanges på flue. Stor hjælp ! Men efter en jordbærplukketur på en af de nærliggende gårde, kørte vi til en bro, hvorfra, John mente, vi kunne se denne shad. Og ganske rigtigt - lige neden for broen, dvs 10 meter nede, befandt sig en kæmpe stime fisk, der så ud til formålsløst at futte rundt mellem hinanden. Da jeg selvfølgelig ikke var i besiddelse af flue-grej på turen, prøvede jeg mig frem ved at jig’ge et par majs rundt mellem fiskene, der tilsyneladende ikke var synderligt interesserede i vegetarisk føde. Den lille, gule tingest fik dog fremprovokeret et par hug, og til sidst sad en af dem fast på krogen. Mens jeg hjulede fisken op, mumlede Charlotte med et snedigt smil, at det sikkert bare var en sild - og det var sgu en sild !

Kenth informerede mig sidenhen om lignende fisk, som fanges i Sverige. De kaldes enten maj-sild eller stam-sild. Disse sild kan findes adskillige hundrede kilometer oppe i floderne, hvortil de foretager den lange vandring fra havet for at gyde. Det var en pudsig bifangst, som gav anledning til mangt en spøg. Roger Miller, der i mellemtiden havde tilsluttet sig, blev for sin usædvanligt store fangst af sild udnævnt til the shadman.

Vejret blev gradvist dårligere; mere skyet og mere vind. En af de andre gutter, som deltog i fiskeriet på dette stræk af floden, havde lokaliseret et godt sted, hvor barberne tilsyneladende ikke havde for travlt med legen til at spise. John, Roger og jeg valfartede om morgenen på turens femte dag til dette nyfundne paradis. John lagde suverænt ud med at fange en døbel, og han havde naturligvis andre fraser og vendinger om dyret, end dem jeg bruger. Det var en flot, gylden 4 punds fisk. Det kostede mig uovertruffen selvkontrol ikke at kaste mig om på jorden og vride mig af grin. Endnu en times tid gik med et par tackler godt plantet i de overhængende træer på modsatte side, før de længe eftertragtede fightere endelig gjorde mig til et endnu lykkeligere menneske. Det var et par casters og en enkelt maddike, der fik stimuleret en 3 kilos barbes sult. Hugget og fighten var ganske anderledes end nogen anden fisk, jeg før har fanget. Barben kan med sine store kraftige brystfinner lade strømmen nærmest suge sig til bunden, hvor den fluks vikler sig ind i grøden. Efter godt ti minutters kamp med hjertet i halsen og rystende knæ fik jeg for første gang set en barbe - og den er virkelig lige så smuk, som man ser på billeder - endnu smukkere når man selv har fanget den, selvfølgelig !

For at det ikke skal være løgn, fik jeg to mere i løbet af formiddagen. Charlotte, der havde valgt at sove lidt længere denne morgen, måtte pænt lytte til mine historier om de gudsendte fisk ved frokost bordet. Hun mente, at det vel ikke kunne være så svært at fange disse fisk, når nu vi vidste, hvor der var aktivitet. Det brugte John, Roger og jeg så en rum tid på at forklare hende, at det bestemt ikke var tilfældet. Vi udøste al vores fiske-viden for døve ører, og så gjorde hun det utilgivelige at fange fire barber uden større besvær i løbet af eftermiddagen. Hun kommer ikke med mere ...

Det lykkedes heldigvis ikke Charlotte at fange den største barbe, for så var der et eller andet, der var gået grueligt galt. Jeg løb af med en 4 kilos barbe, og desuden resulterede vores seks dages ophold i fire barber til Charlotte, seks til mig, to til Roger, ialt seks til de andre fem deltagere og mange døbel til John. Det skal dog siges, at John regnes for ekspert på området, og han har gjort utrolige fangster af barbe i floderne i England. River Wye er en af de for englænderne bedre lakse-floder, og det er John Bailey, der har fået øjnene op på folk angående stedets barbe potentiale.