I april ‘97 drog Michael G. Olsen og jeg på årets forårs-gedde-tur til Sverige. Bengt Alexander havde også i år arrangeret et godt fiskeri for os - så godt, at det hele faktisk var betalt.

Turens formål blev således testfiskeri - nogen skal jo gøre det beskidte arbejde, som man siger ...

Vores rejseplan udgjorde geddefiskeri i Trosa skærgård, søørred fiskeri i Svartån ved Sommen, havørredfiskeri i Emån, og som en yderst behagelig afslutning havde vi tre dage hos Peter Grahn, som bor meget idyllisk lige ned til Göta Elv ikke langt fra Trollhättan.

Efter en skøn uges testfiskeri ankom vi hos Peter en tidlig eftermiddag, hvor han netop var på vej ud af døren med kone og børn på skovtur - fluks blev planerne ændret, båden blev smækket på taget af Toyota’en, kone og børn gennet tilbage i huset, og 10 minutter efter ankomst var vi allerede på vej til sandart søen, og så frem mod en skøn solskinsaftens fiskeri. Vi fik os et par små sandart og en god, lang hyggesnak.

Målet med fiskeriet hos Peter, var fra min side helt klart de store asp, som Peter sidste år indviede mig i - men vi var for sent på den og fik ikke nogen. Derimod så jeg mange inspirerende billeder af fantastisk smukke asp på helt op til 7 kg (gennemsnit på 4 kg ifølge Peter) - lige noget der får mundvandet til at løbe.

Jeg har før fanget asp i Kazakhstan, hvor vi brugte dem som agn til beluga stør. Fiskeriet efter disse smukke og kampstærke asp på 1 - 2 kilo, var i sig selv en sublim sport på let grej.

Og så tanken om asp i 4 - 7 kilos klassen - nam-nam ...

De Trollhättanske asp laver deres gydetræk fra Vänern op i de åer, som føder søen med vand. Timing’en er yderst kritisk for dette fiskeri - er man der på det rigtige tidspukt, får man rigeligt med fisk, da de nærmest står skulder ved skulder i de 2 uger, som opgangen varer. Denne 2-ugers periode ligger som regel i midten af april, men vejret har den altafgørende indflydelse på hvornår, det sker.

Det var derfor med stor spænding, at vi næste morgen begav os ud til åen. Peter havde lige forhørt sig hos nogle af sine fiske-kumpaner, som netop havde fået asp et par dage før. Mer’ spænding - puha ...

Vi gjorde holdt ved en lille bro, da vi nåede til åen. Her blev den forholdsvis let håndterlige aluminiumsbåd løftet af bilen, rutschet ned til vandet, og lastet med al vores habengut.

Planen var at fiske ved en dæmning på åen, hvor den største koncentration af asp måtte være, men ak - efter adskillig hundrede kast stod det os rimeligt klart, at aspene ikke ligefrem stod skulder ved skulder, og at mit ellers så velplanlagte aspe-eldorado sandsynligvis måtte vente endnu et år.

Vi baksede dog videre med højfrekvent udskiftning af småspinnere, der virkede som magneter på gedder i pinde-klassen. Hver gang en gedde huggede, gav det et sug i maven i forhåbningen om, at det var en enlig asp, der stod og ventede på os.

Vi var dog ikke helt uden held. Peter, der har stor erfaring med asp, mente, at et par af huggene, som vi mistede, måtte være den "elusive" aspius aspius.

Michael, der for så vidt ikke interesserede sig særligt for asp, fik naturligvis den første. Hold da op en smuk fisk - formet som en torpedo, spækket med små sølvglinsende skæl, stor rovfiskeagtig mund (dog uden tænder) - og så over 3 kilo. Det ændrede markant på Michaels syn på asp ...

Derefter blev vandet systematisk pisket tyndt, hvilket resulterede i endnu flere pinde-gedder, en rimte på knap et kilo, og sluttelig min første skadinaviske asp, der fik vægten til at lande på 3.9 kilo. Hermed var aspe-magien for mig fuldkommen.

Selvom Michael den følgende dag fik endnu en asp (2.4 kg), var det helt tydeligt, at vi havde ramt aspen ganske få minutter i lukketid. Man vil jo gerne opleve et fiske eldorado, men jeg føler faktisk, at det er en spændende parameter og en ekstra udfordring, når fiskeriet er så begrænset tidsmæssigt - det gør, at man er endnu mere lykkelig, når man endelig får sin asp.

Den aften, vi ikke brugte på at se billeder, fortælle fiske-historier og sidde længe og nyde Zarahs dejlige mad, spenderede vi ved Göta Elvens bred. Peter havde tidligere fortalt, at man kan fange knuder i elven hele året rundt, så hvad var mere naturligt end også at prøve dette fiskeri af.

Kort før solen gik ned, moslede vi ned til elven med medegrej og levende skaller fra Peter’s badekar. Michael og jeg benyttede os af banksticks som stangholder til dette bundmede, hvorimod Peter var noget mere specialiseret. Han har selv konstrueret et stangholder-system, der er baseret på et kraftigt fotostativ, hvor der er holdere til to stænger - ikke så fjert fra vores karpe rodpods endda.

Metode og grej var rimeligt simpelt : Et stykke skalle på en størrelse 2 krog monteret på et almindeligt glidetackle med et 45 grams bly. Vi kastede agnen ud cirka 20 meter fra land, hvor der var en brat kant. Dybden var vel 5 - 8 meter. Og så var det bare at vente ...

Der var lidt eventyr i luften, for jeg havde aldrig før fanget, endsige set en knude - og de gullige lys fra vejen, og de oplyste vinduer fra de få huse langs elven adderede til en lidt speciel stemning.

Da det var blevet helt mørkt, begyndte knuderne at røre på sig. Knuderne tog agnen forholdsvis forsigtigt, når man tænker på, at de er rovfisk, hvilket gjorde det hele lidt mere spændende. Fighten var dog ikke noget at skrive hjem om.

Peter fik 2 knuder og Michael en enkelt. Det var ikke ligefrem monster knuder, men alligevel en stor fornøjesle at opleve dette. Det, der virkelig er en bonus med knuder, er deres skinds usædvanlige farver og mønstre, og den store forskel der er på de enkelte individer. Lige noget for os foto-freaks (celuid-junkies) ...

Michael fortalte, at man under krigen lavede sko af knudens skind - sikke nogen sko. Kig på billederne og forestil jer hvordan sådan et par sko ville se ud ...