Med tårerne løbende, snøftende næse og bidende frost i kinderne susede vi ud på isen på snescootere. Det kildede i maven af spænding over at blæse af sted på disse fantastiske maskiner, der har en voldsom acceleration og en tophastighed på over 200 km/t. Derude, midt på den kæmpe store isdækkede sø, skulle vi prøve at fange den smukke fjeldørred på pimpelfiskeri. Jeg har før fisket efter fjeldørred i Grønland, men her er det den havgående variant.
Pimpel- og Isfiskeri er nærmest en landeplage i det meste af Sverige, hvor man oftest tager hele familien med ud i naturen og bor i hytte eller telt. Der er endda så populært, at grejbutikken i Östersund tjener flere penge i vinter månederne end i sommeren.

Morten og jeg blev hentet i Östersund lufthavn, og allerede her stod det klart, at vi nok skulle få alvorlig brug for vores vintertøj, for her var der minus 9 grader og sne overalt. Fra Östersund kørte Lars-Göran os til Ånnsjön, tæt på grænsen til Norge, og undervejs faldt temperaturen til minus 16 grader.
På vej til Ånnsjön passerede vi det berømte skisportssted i Åre, hvor der netop da var vinter World Cup. Jeg forstår godt, det er et populært sted, for hold-da-op hvor var der smukt deroppe – især fordi det var mørkt, og banerne var oplyste. På flyet til Östersund stødte vi endda på sportshold fra både Bulgarien og Østrig.

Efter et par timers kørsel i de snedækkede fjeld landskaber nærmede vi os Ånnsjön og stedet, hvor vi skulle mødes med Per, der ejer hytten, og Sten-Åke og Anders fra Vildmarks Entreprenørerne. Først da fortalte Lars-Göran, at vi skulle på snescooter ud til hytten, som ligger på en lille ø ude i søen. Det var noget af en overraskelse, idet vi så skulle køre i mørket, og hverken Morten eller jeg havde før prøvet at køre sådan et apparat. Vi blev iført varmt overtrækstøj, store uldne motorcykel handsker og styrthjelm, og så fik vi et lynkursus i at operere med en snescooter.
Få minutter efter trillede vi, den ene efter den anden, gennem skoven og ud på den isdækkede sø. Jeg var super koncentreret om kørslen, og først efter 10 minutter tog jeg mig sammen til at kigge på speedometeret, som viste 30 km/t – men det føltes godt nok som om, vi kørte mindst det dobbelte. 

Vi nåede frem til hytten i god behold, og nu var der ikke mere nogen tøven med snescooter kørslen - Morten og jeg kunne næsten ikke vente med at trykke gas-knappen i bund, men det måtte desværre vente lidt endnu.
Hytten var en typisk, lækker, svensk træhytte, som ligger på en minutiøs ø. Der var allerede tændt op i pejsen, og maden var klar - elg gryde og kartofler - nam nam. Derefter var der historier at fortælle, whisky at nyde, og planlægning af næste dag, som så ud til at blive fin, da der var stjerne klar himmel med en lille smule nordlys.
En enkelt gang i løbet af natten var jeg ude og tisse bag hytten, og selvom jeg kun havde underbukser og T-shirt på, føltes de minus 19 grader sjovt nok ikke så slemt. 

Næste morgen stod vi op klokken 0630 i buldrende mørke. Morgenmad og kaffe blev hurtigt fixet, og flasken med Gammel Dansk gik bordet rundt. Derefter var det bare at iklæde sig det kraftige tøj, flere lag oven på hinanden, top isolerede støvler, kæmpe handsker og fleece hue.
Det begyndte at lysne mens vi startede snescooterne op, pakkede grejet i anhænger slæderne, og så var det ellers bare af sted. På trods af det kolde vejr, var der ikke så megen sne, så kæmpe store områder var blotlagt, klar, glat is, der resulterede i nogle sjove "øvelser" på scooterne. Man skal ikke tage fejl af, hvor farligt det kan være at køre på glat is, for hvis man kommer til at glide sidelæns med høj fart og rammer en iskant eller snedrive, så kommer man ud og flyve; og landing på is er ikke ønskværdigt, især ikke med en flere hundrede kilo tung snescooter efter sig.

Vi trillede derfor forsigtigt af sted med cirka 30 km/t, og undgik med stort besvær alt for megen sjov og ballade. Vi skulle fiske i en stor bugt omkring 3 kilometer fra hytten, hvor Per havde fået godt med fjeldørred før. Da vi rundede en pynt og havde udsigt over bugten, så Morten og jeg til store vores morskab, at der holdt en Volvo stationcar midt ude på isen, og to gutter var i fuld gang med isfiskeri - det er ikke ligefrem noget man ser derhjemme hver dag. 

Det viste sig at blive en strålende dag med blå himmel og ingen vind. Solen kiggede kun lige op over fjeldet i et par timer, men dagen var lækker, og vi nød det i store drag ude på isen. Isen var ikke mindre end 50 centimeter tyk, og glasklar med lidt luftbobler. Mange steder var der tydelige revner i isen, og jeg skal gerne indrømme, at jeg blev noget forskrækket, når isen gav sig med højlydte brag og rumlen, og vandet dansede op og ned i hullerne, vi havde boret. Det tager vist en rum tid at vænne sig til... 

Nåh, men i hvert fald fik vi hurtigt boret nogle fiske huller med det motoriserede is bor - det er jo herligt at være ude med så vel udstyrede fiskere. Grejet var ordnet allerede aftenen før, så det var bare at trække linen med blink og ophængere af det minutiøse plastik hjul på den lille is-mede stang, sætte maddiker på Mormyschka'erne, og fire hele molevitten cirka 4 meter ned.
Anders forklarede os om fiskenes vaner mht. vand dybde, føde indtag og generel livs cyklus. De fleste fjeldørred bliver ikke ret store på trods af den høje alder, de kan opnå, men enkelte fisk kaster sig ud i kannibalisme, og de fisk bliver en del større. I denne sø er de største rapporterede fjeldørred på 3 kilo, søørred på 7-8 kilo og kanadarødding på 12 kilo. 

Isfiskeri er egentlig nemt nok - men firer agnen ned, og så vipper man lidt med stangspidsen for at give agnen lidt liv og tiltrække ørreden. Der er ikke heller nogen tvivl, når en ørred sidder på krogen, men de kan til tider være lidt finurlige. I det tilfælde er det mest effektive (og sjoveste) at lægge sig på maven på et dertil-medbragt rensdyr skind og kigge ned i hullet. Man dækker hullet med hovedet, og så vænner øjnene sig hurtigt til lyset, der kommer gennem isen - og herefter er det bare at vente på at banditterne skal interessere for agnen. De kommer gerne i mindre flokke, og mange af dem nærmer sig forsigtigt og mistroisk agnen, så man får set virkelig mange fisk, som man ellers ikke ville have nogen anelse om, når man bare står og pirker. Det er sjovt at prøve at kroge dem, når de er forsigtige, og der lød også adskillige hyl fra Morten, når han missede gode fisk. Når de bare vil have agnen, får man som regel et chok, fordi det går så hurtigt, når de racer ind og napper godterne. 

Vi fiskede, som sagt, fjeldørrederne relativt lavt - faktisk fik vi dem også lige under isen - men det er ifølge Anders bare i det tidlige efterår og sene forår, at de findes der, for i de koldeste måneder med megen sne på isen, trykkes fisken dybere og kan bare fanges på de dybeste steder i søen. 

Tiden gik rigtigt hurtig, når man lå og kiggede ned i vandet, så vi var næsten ikke til at få op, da Anders havde lavet "pyt-i-panna" inde på bredden. Det var dog et skønt, varmt måltid og efterfølgende kaffe, som blev nydt ekstra meget i de fantastisk skønne omgivelser. 

Vi havde derefter et par timers fiskeri mere, og så gik turen hjem til hytten i tusmørket. Jeg har stadigvæk fornemmelsen i kroppen af den rystende og vrælende snescooter under mig, og billedet på nethinden af de andre snescootere: Morten, der kørte og videofilmede sig selv; Anders med sin morsomme hue og halvt stående på scooteren, og trækkende slæden, hvor Sten-Åke sad med isfiske udstyret og den indbyggede grill; Lars-Göran, der kom fræsende forbi på sin top tunede maskine; og Per, med sin Siberian Huskie hund foran sig, og slæden, der hed "Bamse", efter sig. 

Den næste dag var ikke helt så dejlig, for der var overskyet og en del vind. Vi havde heller ikke så megen tid, fordi Morten og jeg skulle flyve hjem om eftermiddagen. Vi fangede dog flere fisk end dagen før, og de fleste af fiskene lå på 100 til 500 gram. Til slut fik vi endelig prøvet at køre rigtig hurtigt på snescooterne på et stræk, hvor der var nok sne på isen. Vi blæste af sted med omkring 130 km/t og var rigtige drenge igen.