I efteråret ’98 tog jeg med John Bailey til Mongoliet i jagten på denne specielle fisk. Onon floden var målet - tæt ved den sibiriske grænse. Onon floden, der er en del af Amur Floden, er en af de fiskerigeste floder i verden, med over 100 forskellige arter.

Taimen (Hucho taimen) er nær familie med den mere velkendte donau laks (Hucho Hucho). Begge disse arter lever fortrinsvis i floder.

Selvom det var taimen vi først og fremmest kom efter, var det mindst lige så spændende at se, hvilke andre arter, der måtte interessere sig for vores agn. Vi var især spændte på, om vi kunne få den smukke amur gedde (Esox reicherti) at se.

Efter ganske mange timers flyvning over det asiatiske kontinent, og endnu 2 timers flyvning i Mongoliet med en noget skummelt udseende 2. verdenskrigs dobbeltdækker (Antonov 2, AN-2), nåede vi frem til Dadal - og herfra stod turen på en 3 timers jeeptur gennem uvejsomt terræn. Det der virkelig gjorde den store forskel fra Amagerbrogade var da vi krydsede Balj floden på en kabeltrukket og rorstyret tømmerflåde - med 2 jeeps !

Jeg skal love for at der var liv og glade dage under taimen fiskeriet. Selve Onon floden var højvandet og grumset pga. de kraftige storme, der huserede i østen sidste efterår, så vi lagde vore kræfter i sidefloderne, som var klarvandede og havde rigeligt med fisk. Det betød dog at vi måtte vandre mellem 10 og 40 km næsten hver dag.

Vi fangede taimen på næsten hvilken som helst agn - alt fra spinnere, blink og jigs til agnfisk, hjemmelavede agn og mega woblere på omkring 30 cm. Umiddelbart ville jeg nok mene at så store woblere kun skulle bruges til gedder (eller hajer), men efter 2 ugers bekendtskab med taimen, har jeg ingen tvivl mere - de ta’r alt, der bevæger sig, selv sine artsfæller og gedderne - så hvorfor ikke store woblere ...

John havde en glimrende fight med en 6-7 kg taimen, som blev nappet af en 20 kg stor artsfælle. John kæmpede i endnu et kvarters tid med begge fisk, indtil det store rovdyr havde fået nok af legen. Den mindre taimen slap med livet i behold, men den er til gengæld også mærket for livet af et voldsomt stort bidmærke på ryg og bug.

Vi bemærkede temmelig mange taimen og gedder med bidmærker - også de største vi fangede, som lå på 12-15 kg. Under fighten med min den største taimen oplevede vi noget, som jeg tror de færreste har set. Jeg havde en taimen

på ca 9 kg på en Super Shad Rapala tæt under brinken på en halv meter klart vand. Den var ved at være træt og landingsklar, da en ef dens lidt større kolleger kom farende fra dybet med skumle planer. Først troede jeg den havde til hensigt at kaste sig over min krogede taimen - den slags sker jo - men det viste sig at være Rapala wobleren, den havde udset sig. I godt 5 minutter drønede den rundt og forsøgte at snappe wobleren ud af kæften på min taimen.
Jeg overvejede, hvordan man mon kunne få wobleren fra den ene fisk til den anden, da den jo var et par kilo større, men kom aldrig rigtig på noget brugbart, før fiskene selv løste problemet - til dels - for pludselig var begge taimen nemlig kroget på wobleren. Det varede dog kun ganske få sekunder, og derefter luskede den store taimen af.
Jeg fik min 9 kg taimen, men "hold da op" for en oplevelse der fulgte med.

Amur gedden ligner i form og facon fuldstændig vores egen gedde (Esox lucius). Vi blev noget skuffede, da vi første gang så gedden i vandet, for der lignede den jo helt og holdent vores almindelige gedde. Det var først da vi fik fisken op af vandet at den helt store forskel var synlig, nemlig i farve og prikker. Den ligner mest af alt resultatet af en almindelig geddes sidespring med en havørred. Grundfarven er lys grå og prikkerne er runde og sorte - faktisk temmelig flot.

Gedderne fangede vi fortrinsvis i det stille vand, side-kanaler og side-åer og udposninger på selve floden. Her kunne de være i nogenlunde fred for de stedse-glubske taimen - men også kun nogenlunde. Næsten hver gang vi krogede en af de ørredprikkede amur gedder, fulgte et par glubske taimen efter, for at forsøge sig på det tilsyneladende lette bytte.
Vores guide anviste os de "sikre" steder til gedder, og oftest var den først krogede fisk, vi fik, alligevel en taimen. Når vi så havde rydtet lidt op i de luskede taimen, kunne gedderne komme til fadet.
Vi fik amur gedder på op til 3 kg. De fanges i Onon til ihvertfald 18 kg, så det var ikke ligefrem kæmpe gedder, vi kunne prale med. Til gengæld fandt jeg det meget spændende at fange en fisk, der er dokumenteret i meget ringe grad, og fotograferet af kun ganske få.

Foruden taimen og amur gedder, fik vi ikke så få lenok ørred og onon ørred. Lenok ørreden (Brachymystax lenok) er smukt prikket og har et markant overbid. Onon ørreden menes at være en krydsning mellem taimen og lenok ørred. Den er også ganske smukt prikket, men har en mere normalt rettet mund. I lighed med lenok er den en glimrende fighter og den glædede vores ganer ganske ofte, når vi på de lange vandringer besluttede at slukke sulten med en bålstegt fisk.

Vi havde en del bifangster i form af amur asp, stalling, helt og strømskalle. Fiskene lignede i store træk de europæisk beslægtede arter, men de findestil gengæld i mange små-variationer. For eksempel findes der i Mongoliet 6 typer stalling, 4 typer helt, 2 typer døbel, osv...

Fiskeriet var mageløst og fiskene ligeså, og dertil kom den helt anderledes natur, kæmpe vidder af græslandskab (taiga ørken) og i baggrunden træbeklædte bjergkamme.
Man må sige, at naturen og klimaet er noget barskt i Mongoliet. For eksempel svingede temperaturen over 40 grader fra -10 gr om natten til +30 gr om dagen. Og var der bare det mindste skydække og lidt vind, så ramlede dagstemperaturen helt ned til nulpunktet.
En af de smukkeste solskinsdage, vi oplevede, forvandledes på 5 timer til gråvejr og sne, så næste morgen var alt dækket af et 20 cm lag sne. Solen skinnede atter og sneen var væk på et døgn. Det var således klogest at have tøj med til enhver situation.

Mættede af indtryk og oplevelser var det tid til at drage hjemad. Vores sidste aften ved floden blev tilbragt i festligt lag med vores mongolske venner. Vi fik nok drukket mere vodka, end vi burde have gjort. Ihvertfald var formen noget rusten, da vi gik ombord i det gamle dobbeltdækker fly den næste dag. Flyvningen i sådan en maskine er meget aktiv - man kan virkelig mærke at man flyver - og det gjorde jo ikke tilstanden i maven bedre. Efter et par timers flyvning ønskede jeg noget så inderligt at vi snart landede - og mit ønske blev prompte opfyldt, men ikke helt som jeg havde forestillet mig.

Flyets motor begyndte at sprutte og hoste, og smide olie forbi vinduet, hvor jeg sad, og få sekunder efter gik flyet eneste propel i stå. Så var der lige pludselig meget stille i flyet. Man kunne kun høre vindens susen udenfor. Og så gik det ellers nedad. Piloten lagde flyet i et styrtdyk ned mod ørkenen og landede mirakuløst nok uden at nogen kom noget til ved den hårde landing.

Jeg må sige, at jeg er glad for at mine maveproblemer ikke kulminerede på flysædet !

Vi spenderede en hyggelig aften i Ulaan Baatar, som er Mongoliets hovedstad, hvor vi trods maveonder fortabte os i lidt mere vodka - mest til at dulme nerverne med.

Alt i alt kan man vist kun sige, at det var en meget spændende tur - måske vel meget spændende til tider - men ihvertfald en masse uforglemmelige oplevelser.