Gennem de sidste 7 år har jeg jævnligt besøgt England, Skotland og Wales. Jeg er blevet godt og grundigt "hooked" på de brittiske øers naturskønhed og fiskeri. Men indtil i år havde jeg ikke fået besøgt den grønneste del, nemlig Irland - og det er bestemt ikke fordi jeg ikke havde lyst...

Min gode fiske- og rejsekammerat, Nigel Botherway, har i et par år gjort mig selskab ved River Wye i Wales, og det var sidste år, at han fortalte mig om Irlands herligheder og specielt det sted, som han besøger hvert eneste år. Han fik smurt min interesse solidt, da han redegjorde for de massevis af gedder, overvældende mængder af fredfisk, og ikke mindst de eventyrligt flotte sø ørred fra Lough Corrib. Jeg fik velnok sagt "Ja Tak !" adskillige gange inden, han var færdig med at fortælle.

Vores udgangspunkt for fiskeriet var Hotel Cloonnabinnia i Moycullen, nær Galway. Hotellet ligger ideelt og idyllisk, lige ned til Ross lake, og ikke mere end 5 minutters kørsel fra Lough Corrib. Desuden har hotellet sine egne både på Ross Lake, som vi benyttede flittigt.

Vi fiskede gedder og fredfisk i Ross Lake og Ballycuirke Lake, og hvad både gedderne og fredfiskene angår, så må man erkende, at historierne taler sandt : Der er uhyggeligt mange fisk !

De gedder vi fangede var i fin kondition, og de fleste på 2 til 5 kg. Det er jo ikke helt i Sveriges klassen, men bestemt alletiders sport når man får rigeligt af dem. Vi fangede dem på stort set alle metoder - fra båd og fra land, på flue, wobler, levende agn, død agn, overflade wobler og blink.

Flåd og bundmedefiskeriet drejede sig primært om brasen, skaller og hybrider, som de kalder "skimmers". Igen må jeg sige, at det ikke er så underligt, at mange engelske medefiskere valfarter til den grønne ø for at fiske, for har man aldrig før set et fuldt keepnet, så har man ihvertfald muligheden i Irland.

Da jeg begyndte at skrive denne artikel, så kunne jeg næsten ikke komme hurtigt nok igang med at beskrive fiskeriet efter Corribs ørreder - desværre lidt synd for det andet fiskeri, som nok kommer til at stå lidt i skyggen - men hvor gedde- og fredfiskeriet i Irland er skønt og mangfoldigt, så er den legendariske Lough Corrib ørred, og den stemning, der omgiver fiskeriet, i absolut særklasse.

Vi ankom til Moycullen, og Corrib, netop på det tidspunkt, hvor den altafgørende "mayfly" klækkes - det er naturligvis i maj måned. "The mayfly" er deres svar på vores vårflue.

På en lille sightseeing tur i omgivelserne omkring Lough Corrib, besøgte vi et antal landsbyer, der i lighed med walisiske byer, er totalt umulige at udtale navnene på for udlændinge - med mindre man har et håndklæde og en halv liter mundsavl tilgængeligt - en "pint" hjælper naturligvis også på sagen, og det har de rigeligt af derovre. En af disse landsbyer er Oughterard, hvor vi efter lidt impulsindkøb i den kombinerede sportsfiske- og cykelhandler smuttede ud til den lokale sportsfiskeklubs bro. Her var der et veritabelt mylder af vårfluer og et ligeså anseeligt antal lokale knægte, der med små fiskenet suplerede deres lommepenge ved at fange og sælge insekterne til lystfiskere. Dagsprisen var på 1 pund pr. stk. - ca. 9 danske kr.

Disse "mayflies" er virkelig rygraden i Corribs ørredfiskeri. Klækningerne sender ørrederne ud i et totalt ædeflip, som lystfiskerne udnytter ved enten at dappe med den ægte vare, eller ved fluefiskeri.

Nigel har igennem flere år været ven med den lokale gillie, Danny Goldrick, som uomtvisteligt er den mest respekterede guide på Lough Corrib, og han tog os med ud i sin båd for at fiske med tørflue to aftener i træk. Vi mødtes ved Dannys båd ved en lille privat bro klokken ni. Min første tanke var: "Hvordan hulen skal det lykkes tre mand at fluefiske fra båd i mørke ?" - men det var faktisk slet ikke noget problem. Ikke mindst fordi Danny er en ekceptionelt habil fluekaster, og han havde helt tydeligt før prøvet at have to bavianer med i sin båd - vistnok også et par fra Fisk og Fri’s redaktion.

Vi lagde ud med lidt sightseeing i båd på Lower Lough Corrib (den sydlige del): fiskepladserne, flodindløbet, osv. - og derefter bad han os om at gøre os klar til at holde udkig efter fiskene. Han styrede båden med lidt vel meget fart ind gennem sivene, som om han havde mistet følingen med båden en smule, men det viste sig selvfølgelig at være mig, der bare ikke havde forstået hvorfor. Klækningen den aften var ikke startet endnu, så det Danny gjorde var praktisk taget at forfodre med de insekter, der eventuelt måtte falde af sivene, i håbet om at ørrederne lod sig anspore til aftensmaden - og det virkede sør’me ...

Ganske få minutter efter var der skvulp og pjask rundt omkring os, og så gik det ellers hurtigt med at få tørfluerne kastet til ringene i vandet. Det gik rimelig godt med at ramme, men ørrederne syntes ikke særligt interesserede i vores "buzzers". Derefter var de kun interesserede i Dannys flue - typisk. Han landede i hurtig vending to ekstremt smukke fisk på henholdsvis 1,5 og 1,75 kilo. Sikke farver - fiskenes grundfarve var nærmest guld-bronze. Jeg så mig nødsaget til at hoppe ned fra min grønlandske kæphest og erkende, at der findes ørred der på sin måde er lige så smukke som fjeldørred.

Da jeg var færdig med at fotografere Dannys fisk, var det blevet så mørkt, at jeg bestemt ikke kunne se min flue mere, men til gengæld var aftenens klækning gået igang; og hold da op en klækning. Umiddelbart var det jo en fornøjelse at fiskene gik amok på de millionvis af vårfluer, men det var også lidt frustrerende, når man febrilsk kaster til først den ene og lige efter til den anden uden at kunne se, om tørfluen var landet i nærheden af en ringende fisk. Jeg behøvede imidlertid ikke at bekymre mig, fordi nu var fiskene også blevet interesserede i min "buzzer" - jeg missede to hug ganske hurtigt efter hinanden, og endelig var der én der blev siddende på krogen. Fighten varede måske 3 minutter, men i mit sind var det et opgør af meget større proportioner, og særligt efter at fisken hoppede tre gange, så man rigtig kunne se dyret. Endnu en flot guld-bronze ørred til protokols, og denne gang på lidt over 2 kilo.

Nigel fik sin fisk den næste aften. Den vejede 1.9 kg, og var lige så imponerende som de andre. Denne aften tog jeg mig lidt mere tid til at nyde og fotografere fiskeriet, hvilket blev til både en fornøjelse og en plage. Fornøjelsen lå i at dyrke stemningen og magien ved at fiskene pludselig går til fadet. Man kalder det jo også "the magic hour", den magiske time. Plagen lå i, at når jeg nu ikke var 200% fokuseret på min tørflue, så gik det jo op for mig, hvor mange "mayflies" der i virkeligheden var: splattet ud på mit tøj og fiskegrej, i mund og ører, bag mine brilleglas, i fototasken - jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg i et uopmærksomt øjeblik skiftede linse på kameraet ...

Efter fiskeriet hyggede vi os hos Danny og venner med drinks, sandwiches og et væld af lystfiskerhistorier, som de gamle drenge lirede af sig den ene efter den anden. Vi nåede aldrig at komme hjem før 2 om natten, og det var nok meget godt, at det ikke var mig der skulle køre bilen.

Vores tur afsluttede vi hos en ven, der bor i nærheden af Cork. Hans hus ligger lige ned til River Blackwater, hvor der på den rette årstid er godt med laks. Det er der i august, så derfor tager vi naturligvis derover til den tid igen, og gør forhåbentlig noget ved laksene.
 

Lough Corrib slipper heller ikke så let. Jeg aftalte med Danny og hans gæve svende, at vi må ses igen til næste år, og så skal jeg komme derover på det helt rigtige tidspunkt, hvilket ifølge dem er mellem den 18. og den 28. marts. Jeg kan bestemt ikke sige, at jeg har grund til at føle mig svigtet af Corribs ørreder, men hvis de mener, at det tidspunkt er det eneste rigtige, så er jeg klar !