ARTIKEL - Rapala Ireland (in Danish) Johnny Jensen's Photographic Library

 

Limning og montering af woblere


Det ligner jo en skat


Test af woblere

Hvem kender ikke Rapala ? - Alle lystfiskere har helt sikkert på et eller andet tidspunkt gjort bekendtskab med en af Rapalas woblere. Ude i det store udland er jeg ofte stødt på lystfiskere, der simpelthen bruger navnet Rapala istedetfor ordet wobler - således er navnet mejslet fast i lystfiskeriets verden.

Tidligere er der bragt artikler om Lauri Rapala og virksomheden i Vaaksy i Finland, men hvad ikke så mange ved er, at en temmelig stor del af produktionen faktisk foregår i Irland. På min tur til Lough Corrib fik jeg en invitation til at besøge fabrikken og få en rundvisning af fabrikschefen, Martin Lydon.

Denne Rapala fabrik ligger i Inveran, nær Galway (og Lough Corrib) i vest Irland. Her fabrikeres woblerne ikke helt fra bunden, men ankommer som færdigmalede kroppe, der skal monteres, testes, pakkes og sendes afsted.

Rundvisningen vi fik var i rimelig logisk rækkefølge af, hvordan woblerne finder deres vej gennem systemet og op til 18 personers direkte kontakt med dem. Det første vi blev introduceret for var det utal af kasser med netop ankomne jomfruelige woblere - og det var simpelthen et syn for Guder ! Enhver sand lystfisker ville som jeg få hjertebanken og kuller over indholdet af disse kasser. Kasserne mindede egentlig meget om silde- eller sardinkasser fyldt med en god dagsfangst fra Esbjerg.

Derefter gik turen til montering og rengøring af øskener, og opmaling af øjne over 2 gange. Det mest spændende ved dette, var unægteligt synet af de malede woblere, der skulle tørre. De blev sat i holdere på rækker på et slags transportbånd, der blev rullet frem efterhånden som nye woblere blev sat op, og de tørrede ploppede ned i en kasse for enden. Det var et herligt syn at se alle disse woblere marchere deruda’.

Fra maling gik turen til udstandsning til- og montering af- skeerne; derefter montering af springringe og kroge, og så den pudsige "badekars" test. Hver eneste wobler bliver trukket gennem karret, og om nødvendig, tilrettet på skeen for at give den en perfekt gang. En af test pigerne havde et stativ stående med et par hundrede woblere, der allerede havde været i karret, og vi spurgte hende om, hvor mange ud af alle de woblere hun kunne forvente skulle kasseres. Svaret var kort : "None" (ingen).

Sidste del af processen var pakning af wobler med instruktion og garanti papirer. Garantien må siges at yderst relevant, for med det indblik jeg fik af denne højkvalitets produktion, så har jeg bestemt ingen skrupler ved at skamrose Rapalas varer.

Charlottes sidste kommentar da vi forlod fabrikken var tørt : "Så er prisen for Rapala woblere jo ikke noget særligt !".