Floden Kangia ligger i fugleflugt ikke specielt langt fra Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord, men da transporten var i form af båd, tog det alligevel godt 9 timer at komme derud.

De fleste steder i Grønland er det ikke svært at fange fjeldørred, og det var det bestemt heller ikke i Kangia, så efter et par dage med svinagtigt mange ørreder, var det på tide at sadle om opleve noget andet. Christoffer havde allerede haft et par gutter med ude i bugten og fået godt med fisk - lige netop den saltvandsinsprøjtning jeg havde brug for.

Gummibåden var ikke særlig stor, og den føltes endnu mindre med Christoffer og jeg iført de orange Michelin kostumer. Jeg må tilstå, at dette fiskeri virker en smule hasarderet, særligt når man tager i betragtning hvilke fisk, vi havde chancer for at fange : Havkat (store tænder og kæber som skruetvinger), ulk (finnestråler som syle) og helleflynder (skin som Korn 50 sandpapir og et potentiale til at blive over 100 kg). Disse fisk er normalt ikke en specielt god idé at ha’ tumlende rundt i en lille gummibåd, ude på dybt og iskoldt vand.

Fiskeriet var intet mindre end hektisk. Jeg fik således konstateret, at små helleflyndere heller ikke er særligt svære at fange, men kanon sjovt ! Fiskene kastede sig glubsk over pirk og gummi-mag ophænger. Jeg holdt hurtigt op med at tælle, men Christoffer og jeg må ihvertfald ha’ fået 30 flyndere i kilo klassen på ganske kort tid. Man havde næsten på fornemmelsen, at bunden var et levende tæppe af fladfisk.

Ind imellem fik vi nogle sidegevinster i form af ulke, uvag’er (fjordtorsk) og en enkelt havkat. Den største ulk vejede ikke mindre end 1.6 kilo, og jeg overvejer seriøst at få den anmeldt - eller i det mindste finde ud af, hvad rekorden egentlig er på. Ulke er for næsten alle, både lystfiskere og mere normale mennesker, en uhyrligt grim og temmelig uønsket fisk, men de er faktisk ganske flotte med deres blå øjne og store multifarvede finner.

Christoffer blev den heldige havkatte-konge med en fisk på 3 kilo. Alle flynderne vejede mellem 0.9 og 1.2 kilo, og vi mærkede desværre ikke nogen, der kunne tænkes at have vejet mere end det.

Den ene dag beholdt vi adskillige af fladfiskene og havkatten til gryderne. Det er jo ikke hver dag en karpefisker som mig benytter lejligheden til at kokkerere på fangsten, men det var en udsøgt fornøjelse at spise dyrene, og det smagte himmelsk.