Der er få steder i verden, der har en så kraftig tiltrækningskraft på mig som Grønland. Har man først oplevet Grønlands natur og fiskeri, ja så er man "fanget".

Efter mine tre tidligere ture derop har jeg gået og summet over planer om at gentage successen. Grunden til, at jeg ikke havde nået til nogen konklusion før, var af den simple grund, at det var for dyrt og besværligt. Team Arctic har ændret på den sag. Nu er det både billigt og nemt for dem, der vil prøve lykken deroppe.

Dyrelivet, naturen og fiskeriet i vildmarken er helt ekseptionelt. Der er utroligt meget at fortælle om, og jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer historien med min egen mund og gefagter, men siden jeg er begrænset til en artikel, har jeg valgt at beskrive en dag fra min dagbog :

Vi stod op klokken 0800, ved "solopgang". Egentlig er der ikke nogen solopgang, da solen ikke går ned i sommermånederne så langt mod nord. Vi kaldte det derfor solopgang, når solen kiggede forbi det nærmeste store fjeld og begyndte at varme på vores lille telt.

Efter at have pjasket lidt koldt vand i hovedet og børstet tænder, bestod dagens første tjans i at få gang i bålet, så vi kunne lave noget kaffe. Det er jo ikke som derhjemme med kaffemaskinen, der brygger et par kopper på få minutter. Først måtte vi finde kvas og brænde, få ild i skidtet og så koge vandet i en lille potte, der hang på en pind over bålet. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men kaffen smager altså bedre derude.

Til morgenmad spiste vi fjeldørred, som var stegt i bålet i staniol dagen før. Sådan lidt fisk med groft salt og mayonaise på groft rugbrød smager simpelthen himmelsk. Og mens vi sad på hver vores sten og gumlede på maden, stod der en lille flok moskusokser lige på den modsatte side af floden og studerede os nysgerrigt.

Vi fik hurtigt lagt dagen i rammer - om formiddagen ville vi fiske Pilot-Pool, og om eftermiddagen ville vi forsøge et nyt sted langt opstrøms, som vi senere døbte 5-Mile-Pool.

På vej til Pilot-Pool kommer man forbi Stenen. Navnet Stenen er jo ikke videre opfindsomt, eftersom der er tusindvis af steder, der med rette kunne hedde det samme, men vi kunne ikke rigtig komme på noget bedre. Stedet blev næsten helligt for os de første dage, fordi vi med rimelig sikkerhed kunne fange én stor fjeldørred hver per dag, og det var som regel i første kast. Så selv efter vi fandt andre steder, der var smækfyldt med fisk, tillod vi os på rituel vis et enkelt kast hver ved Stenen.

Denne morgen fik jeg kun en lille fjeldørred ved Stenen, hvorimod John landede et flot eksemlpar, der faldt for en sort/grøn Vibrax spinner. Dyret skulle jo fotograferes, så jeg hundsede lidt rundt med John for at få en ordentlig baggrund i billedet og sol på fisken. Derefter kiggede jeg gennem søgeren på kameraet, justerede blænden, bad John om at løfte fisken i position og skulle lige til at skyde af, da en moskusokse pludselig dukkede op af krattet og stormede hen imod John. John, der stod med ryggen til moskusoksen, kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke fik taget det forb...... billede, så fisken kunne genudsættes hurtigt.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg råbte til ham, og jeg tror egentlig heller ikke, det gav nogen mening, men mit stirrende blik sammen med en imitation af en sprællemand fik vækket ham til dåd. Vi stormede ud i vandet og forventede nærmest at blive løbet over ende af moskusoksen, men da vi endelig turde vende os om, var den allerede luntet af i modsat retning igen. Jeg er overbevist om, at den har fået sit et billigt grin på vores bekostning, da vi stod der midt i floden, drivvåde, kolde og måbende - John med fisk og fiskestang og jeg med kameraet løftet højt over hovedet.

Da vi nu alligevel var blevet våde på fødderne, besluttede vi os til at fluefiske et ellers svært tilgængeligt stræk nær Pilot-Pool. Pilot-Pool er et gydested for fjeldørrederne, så der var som John udtrykte det "paved with fish" (brolagt med fisk), men da vi ikke var ude efter bare at fange mange fisk denne dag, listede vi os lidt nedstrøms til et hul, hvor vi dagen før havde set nogle rigtig store fisk. På trods af vores anstrengelser med at være lydløse og usynlige, forsvandt de helt store fisk så snart vi nærmede os.
Til gengæld forblev et par enkelt ganske pæne fisk i hullet, og allerede ved første kast fik jeg fornøjelsen af, hvad man kunne sammenligne med et eksprestog for enden af linen. Efter mange udløb og hop lykkedes det os at få proppet fisken ind i mit fold-ud-landingsnet. Det var en hane på 3.2 kilo i den flottest farvede gydedragt, man kan forestille sig.

Klokken var nu blevet godt over middag. Vi spiste lidt brød med leverpostej og dåsemakrel, hvorefter vi begav os på den lange vandring til 5-Mile-Pool. På vejen fandt vi adskillige skeletter af moskusokser og gevirer fra rensdyr. Desuden lokaliserede jeg ved et toiletbesøg langs fjeldsiden en urgammel eskimograv, så mens jeg sad der og funderede over tilværelsen, lå et grinende dødningehoved og stirrede på mig fra graven.

Langt om længe nåede vi frem til 5-Mile-Pool, og John fik gjort sin lykke efter bare tre kast - turens største fisk på 4.0 kilo. Endnu en superflot hane med krog, gul mave, orange og hvide bugfinner, og et ordentligt ror til hale.

Vi fiskede en times tid længere og fangede fem fisk på mellem 2.5 og 3.6 kilo, bare for at gøre dagen perfekt. Den ene af fiskene var blevet beskadiget i gællerne af krogen, så den blev fluks udråbt til aftenens gourmetfisk.